Om foreningen

Om foreningen

I 1988 var Kolding Sygehus den største arbejdsplads i byen og den daværende tømrer  på sygehuset, Per Andersen, var af den opfattelse, at så måtte der bestemt oprettes en forening for personalet med rabatordninger til byens handel og butikker.


Ideen fængede og den 12. april 1989 blev der afholdt stiftende generalforsamling. Efter generalforsamlingen blev der udarbejdet vedtægter til foreningen, som overordnet set stadig er gældende.


Foreningens primære formål er gennem forskellinge arrangementer at udvikle samfølelsen mellem kollegaer på tværs af faggrænser og andre skel, samt give medlemmerne mulighed for at handle hos forskellige butikker med rabat.


Det første arrangement blev afholdt den 22. marts 1990 og var en foredragsaften, hvor emnet var Kolding Sygehus. Siden er der kommet mange forskellige arrangementer til - alle med det formål at tilfredsstille flest mulige ansatte. F.eks. har der i årenes løb være afviklet både vinsmagning, ølsmagning, glaskurser samt ture til Legoland mange gange. Også besøg på forskellige virksomheder, indkøbsaftner, fisketure, Cirkusrevy på Bakken og endda vinture til Frankrig er det blevet til.


I 1991 kom ideen om et motionscenter i tilknytning til syghuset  og Personaleforeningen  (PKS) tog kontakt til Idrætsforeningen (KSI), som var med på ideen. Meningen var, at når motionscentret var klar, så skulle den videre drift overgå til KSI. Formændene for de to foreninger fik  sammen med sygehusdirektøren og en masse frivillige motionscenteret op at køre.


Formænd og -kvinder i foreningen

Siden starten i 1989 har der kun været fem formænd i PKS.

Socialrådgiver Lis Simonsen var den første, derefter kom montør Per Ølholm, så økonoma Birthe Kock og siden  gartner Bjarne Andersen. Den nuværende formand er specialist fra økonomi- & planlægningsafdelingen, Ellen Hyldager.


Foreningen tæller i dag over 700 medlemmer og kontingentet er stadig kun 10 kr. pr. måned.